Når vi taler om byggeri, taler alle hen over hovedet på hinanden

Der bliver debatteret meget i dette land. Aviserne bugner af læserskrevne indlæg, og på især Facebook går vi til den om alle slags emner. Mens vi konstant diskuterer sundhedspolitik, økonomisk politik og identitetspolitik, er det ikke så tit, at vi rigtig kommer i dybden med at diskutere arkitektur og byudvikling. Der er mange interesser på spil, og der er mange interessenter. Problemet er, at ingen af dem taler det samme sprog.

Når vi diskuterer byudvikling, diskuterer vi mange emner på én gang. Det er forretning, miljø, trafik, socialpolitik og sikkerhedspolitik. Men det er også formgivning, æstetik og trends. Det handler alt sammen om forestillinger om det gode liv – vi vil have smukke og sikre fysiske rammer om vores liv og færden, og det er vel ikke forkert at sige, at vi overvejende ønsker, at alles tilværelse skal være god og værdifuld. Debatten om arkitektur og byudvikling er kompleks, og den burde kunne fungere på sine egne præmisser. Desværre fungerer den bare ikke rigtig.

Det er som om, vi alle taler hen over hovedet på hinanden. Developerne taler forretning, politikerne taler om konkrete prioriteringer, og arkitekterne kommer sjældent til orde, men taler selvfølgelig om arkitektur, når de kan. Desværre taler de sjældent særlig forståeligt. Byens almindelige borgere bliver måske hørt i en borgerhøring, men kun knap og nap. I Politiken Byrum giver en studerende i Plan, By og Proces et lille indblik i de traditionelle borgerhøringers problemer. Et af eksemplerne er, at selv små bekymringer fra den enkelte borger kan blive skudt ned af en kommunal medarbejder som et angreb på en samlet plan. Man oplever sjældent at blive hørt, og så kan det jo ikke nytte noget, at man tager ordet.

Der er grundlæggende to steder i arkitekturdebatten, hvor den almindelige borger er retorisk handlekraftig. Man kan protestere over byggeplaner, som man vil bremse (1) eller man kan deltage i en shitstorm, når bygningen er færdig (2). Til protester lykkes det tit at samle mange mennesker - se bare på de to københavnske sager om Amager Fælled Kvarter og højhuset på Nuuks Plads. Det bedste eksempel på en shitstorm er københavnske BLOX. Det er selvfølgelig groft opridset. Men min pointe er, at vi som almindelige borgere uden den store viden om hverken beslutningsprocesserne i byrådet, forretningsførelsen i developerfirmaerne og arbejdsgangene på en tegnestue har en meget begrænset forståelse for, hvorfor vores byer ender med at se ud, som de gør. Vi mangler også et udvidet ordforråd til at beskrive det. Og ét er de formelle ting, som politikere og developere skal tage sig af. Noget andet er at sætte ord på, hvorfor vi oplever noget som grimt eller pænt. Eller at modsige nogen og overbevise dem om, at det, de finder grimt, også kan være pænt.

Vi mangler altså et fælles sprog i arkitektur- og byggedebatten. Forretningssprog og politikersprog tales i de indledende faser. Så kommer arkitektsproget ind under formgivningen, som så gradvis bliver overtaget af det tekniske sprog. Når der kommer problemer, bliver de som regel forklaret på forretningssprog og politikersprog og gerne med et par tekniske termer. Og når det hele så er færdigt, så kommer borgerne og kan enten lide det eller ikke lide det. Hvordan taler man med dem? Og hvorfor har man ikke talt med dem tidligere?

En indvending mod en bygning kan være, at den er for stor. Politikerne kan sige, at de har løst en udfordring med at skaffe plads til byens aktiviteter. Borgeren kan stadig opfatte bygningen som for stor. Developeren kan sige, at de tilbyder de bedste rammer til beboelse og erhverv. Borgeren synes stadig, at bygningen er for stor. Arkitekten kan sige, at bygningen udfordrer den eksisterende skala, mens den i materialer indskriver sig i gadens forløb. Borgeren synes stadig, at bygningen er for stor. Alle har talt hen over hovedet på hinanden.

Jeg må ærligt tilstå, at jeg synes, det er en skam, at vores arkitekturdebat primært er en evaluerende debat. Nybyggeri for nybyggeri evaluerer vi kvaliteten. Kunne vi lide den pågældende bygnings stil? Hvordan var det nu med skala? Ønsker vi boligkvarterer, forretningskvarterer eller blandede kvarterer? Og hvad med den æstetiske smagsdom. Behagede det sanserne? Det kan være særdeles svært at lære noget af disse evalueringer, når vi bygger i så høj hastighed, som vi gør. Hvordan lærer en forvaltning af en shitstorm mod én bygning, når man har givet byggetilladelse til 30 næsten identiske bygninger på den anden side af gaden?

De almindelige borgere er byggebranchens slutbrugere. Her mener jeg ikke bare de forskellige bygningers ejere og lejere, men alle byens indbyggere og brugere. Arkitektur er æstetiske oplevelser, som vi ikke selv vælger. En bygning ses og opleves af alle i en by, og derfor kan man regne med, at alle vil tage stilling til et nybyggeri på den ene eller den anden måde. Jeg så gerne, at vi talte bedre sammen developere, politikere, arkitekter og borgere imellem. Som det er nu, er byggedebatten, en af hjørnestenene i vores lokaldemokrati, kendetegnet ved en debat, hvor tre faggrupper taler på hver deres måde til borgerne, som i sidste ende kan være ladt tilbage med en by, de ikke synes er pæn. Hvis vi formåede at tale samme sprog tidligere i processen, kunne vi måske, høj byggehastighed til trods, ende med byer, som alle var gladere for end nu – og måske begrænse mængden af shitstorms mod det, der bliver opført.