Arkitekturens Dag 2021

I dag er det Arkitekturens Dag. Det er den ene dag om året, hvor vi skamløst og ærligt kan tale om det æstetiske i byggeriet. I en hel dag behøver vi ikke at forholde os til alle de tunge og rationelle overvejelser, som er en ufravigelig del af byggeriet og byudviklingen. I dag handler om arkitektur og intet andet. Hvor heldig har man lov at være?

Vi lever i en tid, hvor der bliver bygget rekordmeget. Her tænker jeg særligt på Københavns Kommune, hvor jeg bor. Det går virkelig hurtigt. Og det er ikke altid lige pænt. Som jeg for nylig skrev i Byrummonitor, så er det, som om man kigger væk et øjeblik og vupti – så står der et hus. Det er huse af betonelementer. De har påklistret skalmur, standardvinduer og standardaltaner. Man ser den rationelle tanke bag: En god bolig har godt lysindfald og en altan. Hvis bare ejendomsmægleren kan skrive det i opslaget, så sælger det projektsalg sig selv.

Hyperrationelle vupti-huse

Vupti-husene skyder op overalt. Især i København er nye kvarterer langs havnen og i Ørestad helt ens og hyperrationelle. Jeg ved, at det efterhånden er begrænset, hvor meget arkitekter har at sige. Byggekontrakterne bliver stadig mere detaljerede, og dermed er den måske allervigtigste faglighed i byggeriet sat under pres. Det er oplagt, at vi tænker på det i dag.

For os borgere kan farten skræmme. Det er sjovt at se, at byen vokser. Men hvorfor skal det være så grimt? Det er ikke bare noget, som jeg siger. Jeg bemærker, at den æstetiske dimension har fået mere og mere plads i arkitekturdebatten. Det er enormt interessant for mig, for jeg afsluttede mit retorikstudie med et speciale om netop den æstetiske dimension i arkitekturdebatten. Dengang var det svært at finde materiale at skrive om. Siden da er blandt andet Arkitekturoprøret kommet til.

Arkitekturoprøret

Netop Arkitekturoprøret har været fremme i det forgangne år. Sidste år i august tog jeg dem i forsvar i et debatindlæg i Byrummonitor. Det affødte en hel debatserie: ”Er der behov for et oprør?”. I juli måned i år havde Ud&Se en hel artikel om dem. Under overskriften ”Byggerod” blev sommerens togpassagerer ført flot ind i den frustration og fremmedgørelse, der kendetegner manges oplevelse af nybyggeriet i dag. Mange synes nemlig, at det er grimt, fantasiløst og kedeligt. Og mange undrer sig over, at det skal være sådan. Der er Arkitekturoprøret blevet en stemme. Det er ikke nødvendigvis en velopdragen stemme, men hvorfor skulle folkets frustrationer da også udtrykkes gennem høflighed?

Artiklen i Ud&Se kommer ind på mange mekanismer i byggeriet. Byggefaget er nemlig komplekst. Sektoren er stor, og der er mange specifikke fagligheder. Dertil kommer hele forretningsaspektet. Og faktisk er det måske det vigtigste. For i sidste ende handler det hele om penge. Jeg tror, at netop fordi det er så komplekst, og netop fordi penge spiller så stor en rolle, så er der kridtet op til endnu mere frustration og endnu mere fremmedgørelse – for der kommer stadig flere vupti-huse.

Store forandringer – pænt eller grimt?

Da jeg satte mig for at skrive et speciale om den æstetiske dimension i arkitekturdebatten, var det, fordi jeg kunne se, at Danmark stod over for store forandringer. Det var blandt andet tilflytning til byerne, affolkning af landområder, opgradering af tognettet og store infrastrukturprojekter som Femern Bælt Forbindelsen. Alle disse forandringer ville udmønte sig i nybyggeri og ombygninger. Fordi vi altid oplever noget med sanserne først, så ville der være en æstetisk dimension i disse diskussioner. Kort sagt: Det var uundgåeligt, at vi ville komme til at have snakken: Er det pænt eller grimt? Og for at have den snak, er vi nødt til at have et fælles sprog. Det kræver, at vi blander os. Og det kræver, at mange mennesker - forudsætninger desuagtet - prøver at sætte ord på, hvordan de oplever byen.

Jeg havde ikke forestillet mig, at vi skulle havne her, hvor vi er nu. Faktisk havde jeg overhovedet ikke set for mig, at der skulle brede sig en så stor generel frustration over byudviklingen. Og jeg havde faktisk heller ikke set for mig, at København skulle få endnu flere og endnu større, nye, hyperrationelle bykvarterer, som vi har så svært ved at møde med kærlighed.

Lad os tale om æstetikken

Når vi i dag markerer Arkitekturens Dag, så markerer vi en dag, hvor vi rent faktisk kan tale om det æstetiske. Kommunalvalget er lige om hjørnet, og her vil vi tale om alle de rationelle prioriteringer, som er så vigtige for at sikre en god og sund byudvikling. Vi ved godt, at der er boligmangel. Vi ved også godt, at vi gør godt i at udvide boligudbuddet, så vi kan huse alle mennesker i de byer, hvor de vil bo. Men når arkitekturen i store træk er blevet så hyperrationel, at den mange steder ikke engang behøver arkitekter for at blive til, så er det også på tide, at vi taler om skønheden – og om manglen på den. Vi bliver nemlig alle konfronteret med det, der bliver bygget. Arkitektur er æstetiske oplevelser, som vi ikke selv vælger. Og vi bliver ved med at få dem, for husene bliver stående. Nogle af dem kan vi lide, andre kan vi ikke. Nogle ender vi med at kunne lide. Andre ikke. Vi kan ikke undgå at tale om det. Det er vigtigt, at vi gør det. Netop i dag er en god anledning. Måske finder vi med tiden et fælles sprog.

God Arkitekturens Dag